SAS åbner selskab i Irland: Slipper billigt i skat

To nye SAS-baser i henholdsvis Malaga og London møder kritik for at være med til at øge 'løndumping' i branchen.
- Vi har jo et særligt velfærdssamfund i Skandinavien, som koster penge at drive. Hvis alle skal være ansat andre steder, hvor ender det så?, siger Christian Fyrst til Politiken.
- Vi har jo et særligt velfærdssamfund i Skandinavien, som koster penge at drive. Hvis alle skal være ansat andre steder, hvor ender det så?, siger Christian Fyrst til Politiken. Foto: Privat

SAS åbner på torsdag den 14. december et datterselskab i Irland under navnet Scandinavian Airlines Ireland.

Efter planen åbner man også to nye baser i London og Malaga, og det bliver et helt nyt skridt for SAS, der er delvist statsejet. Det skriver Politiken

Medarbejderne på baserne udenfor Skandinavien kan ansættes på henholdsvis britiske og spanske løn- og arbejdsvilkår.

Derudover kommer selskabet også til at betale en lavere selskabsskat i Irland. Herhjemme betaler man 22 procent mod 12,5 procent i Irland.

Den aftale er man ked af hos SAS Pilot Union, der hører under Flyvebranchens Personale Union og LO, fortæller formand Christian Fyrst.

- Vi har jo et særligt velfærdssamfund i Skandinavien, som koster penge at drive. Hvis alle skal være ansat andre steder, hvor ender det så?, siger Christian Fyrst til Politiken.

SAS mener, at det er nødvendigt at åbne op for selskabet for at konkurrere med lavprisselskaberne, der benytter samme model. Baserne ligger i udlandet, som er der, hvor personale og fly holder til, men det er stadig muligt at flyve mellem destinationer i Skandinavien.

En negativ spiral

Selvom SAS Pilot Union ærgrer sig, forstår de godt, at det er nødvendigt for SAS at kunne konkurrere med eksempelvis Ryanair og Norwegian.

Både fagbevægelsen og politikere har kritiseret SAS' beslutning. De ser det som et endnu et skridt mod mere løndumping i flybranchen. Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet, Henning Jørgensen, mener, at det er en 'negativ spiral', som er kommet, fordi forbrugeren går mest op i pris. 

Henning Jørgensen mener, at det vil kræve EU-regulering, hvis man vil komme det til livs, at flyselskaberne spilles ud mod hinanden.

SAS oplyser, at der vil være cirka 35 ansatte på kontoret i Dublin, 90 piloter og 180 kabineansatte. Mariam Skovfoged, pressechef i SAS, siger til Politiken, at personalet "arbejder efter lokale regler og under lokale attraktive vilkår, som passer til vores standarder", da hun bliver spurgt, om de ansatte arbejder under overenskomst. 

- Der er underskrevet aftale med British Airline Pilots Association (Balpa) og Unite Unions – for henholdsvis piloter og kabineansatte – som anerkender medarbejdernes ret til at organisere sig samt indgå en overenskomst, såfremt det er noget, de ønsker, siger hun.

Der er ikke flere baser på vej uden for Skandinavien, oplyser hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.