Sarah Lund trækker atter i den uldne, islandske sweater for at opklare et brutalt mord.
I hvert fald hvis man skal tro B.T., der i dag kan afsløre at holdet bag den succesfulde krimiserie skal mødes på mandag for at diskutere historien og plottet i Forbrydelsen 3.
"Vi arbejder på at finde en form og en historie, som fortæller noget væsentligt om danskere, og som samtidig passer ind i den stil, som var i de to foregående," siger seriens producent Piv Bernth til B.T.
Sofie Gråbøl, der spiller hovedrollen som den indelukkede men knivskarpe kriminalbetjent Sarah Lund, holder kortene tæt til kroppen, men indrømmer, at hun er informeret om DR's planer.
En af deltagerene i mandagens hemmelighedsfulde møde er hovedforfatteren bag Forbrydelsen 1 og 2, Søren Sveistrup.
Forbrydelsen, der har lagt gaderne øde søndag aften, blev i 2008 nomineret til en Emmy i kategorien 'Bedste dramaserie', men måtte tage slukørede hjem fra New York.