Tre gange nej til tre gange tiltale.
Toprockeren Brian Sandberg har netop erklæret sig aldeles uskyldig i tre forsøg på manddrab. Det skete i Retten i Glostrup, hvor den store rockersag kører i øjeblikket.
Men det var kun sin forsvarer, Brian Sandberg ville tale med, da han var i vidneskranken. Anklageren fik ikke lokket en eneste glose ud af den store rocker og tidligere Stein Bagger-livvagt.
"Deres kronvidne bekræfter jo allerede i forhold til det første forhold, at Brian Sandberg slet ikke var til stede," lyder forsvarer Michael Juul Eriksens tørre udlægning af anklagerens sag.
Brian Sandberg erkendte dog at have været til stede i Rantzausgade på Indre Nørrebro i København, hvor endnu et drabsforsøg fandt sted.
"Han bekræfter, at han blev jagtet af nogle indvandrere, og at der blev kørt en bil ned foran hashklubben, men det var ikke fordi, nogen skulle slås ihjel," siger Michael Juul Eriksen.
Nu skal der ifølge forsvareren afhøres omkring 100 vidner henover sommerferien, men han mener dog ikke, det betyder noget for Brian Sandberg. Sidstnævnte skal måske en tur i vidneskranken igen senere i sagen.
Brian Sandberg er den første af de tiltalte rockere, der har afgivet forklaring. Indtil videre har anklagemyndighedens kronvidne i sagen været igennem 12 dages afhøring i sagen.