Sammenbruddet i forhandlingerne om de mange penge i globaliseringspuljen truer med at gå ud over antallet af nyuddannede lærere, sygeplejersker og pædagoger.
Det mener formanden for rektorerne på landets professionshøjskoler, Laust Joen Jakobsen.
I øjeblikket ser det nemlig ud til, at professionshøjskolerne mister et trecifret millionbeløb til udvikling og blot bliver tildelt 60 mio. kr.
"Det er jo næsten det samme som ingenting. Ender forhandlingerne på dét beløb, så er der ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at lukke uddannelsespladser," siger Laust Joen Jakobsen til Newspaq.
Det er regeringens udspil, at professionsskolerne kan videreudvikles for 60 mio. kr.
Beløbet står ifølge rektorerne i skærende kontrast til de 231 mio. kr., som skolerne havde til udvikling, frafaldsbekæmpelse og attraktive uddannelser i 2009.
Rektorerne mener sågar, at der er brug for endnu flere penge - nærmere bestemt 535 mio. kr.
"Vi er meget kede af sammenbruddet ved forhandlingsbordet i går, for så længe, der er forhandlinger, så er der jo håb for en bedre aftale for os. Men vi må fortsætte vores dialog med politikerne," lyder det fra Laust Joen Jakobsen.