Stieg Larsson-filmatiseringerne ligger salgsmæssigt i kategori med nogle af de største produktioner nogensinde.
Filmene er tæt på at runde biografgænger nummer 2.000.000, skriver jp.dk.
I alt har 132.000 danskere indtil nu set den tredje og sidste Millennium-film, 'Luftkastellet der blev sprængt', og det sender filmen direkte ind på en klar førsteplads på filmhitlisten.
Hos Nordisk Film, der er co-producent på filmene og distribuerer dem i de nordiske lande, kalder direktøren for marketing, Jan Lehmann, Millennium-trilogien for "en mega kassesucces".
"De tre film sælger tæt på, hvad 'Ringenes Herre'-trilogien har solgt. Rent salgsmæssigt er Millenium-filmene i kategori med de allerstørste filmserier," siger han.
Filmene handler om journalisten Mikael Blomkvist og den dystre Lisbeth Salander, som gennem de to første film har vundet folks hjerter med deres hårde og idealistiske retfærdighedssans.
De to forgængere, 'Mænd der hader kvinder' og 'Pigen der legede med ilden', nåede også enorm succes. Foreløbigt har de solgt henholdsvis 988.000 og 796.000 billetter i Danmark.