'Män som hatar kvinnor', 'Los hombres que no amaban a las mujeres' eller 'The Girl with the Dragon Tattoo'.
Titler, der lyder helt forskellige - men som alle har én ting tilfælles: De er en bragende succes. Det skriver kpn.dk.
Første film i Stieg Larssons 'Millennium'-trilogi hitter stort over hele verden og er foreløbig den tredje mest sete ikke-engelsksprogede film i verden i 2009.
Især i Skandinavien, hvor 1,2 millioner mennesker har indløst billet, har filmen ikke overraskende været et hit.
Men også i Spanien har over 1 million biografgængere fulgt Mikael Blomkvist og Lisbeth Salanders kamp mod de kvindehadende mænd.
På verdensplan har over seks millioner set filmen, hvilket har givet en samlet omsætning på 422 millioner kroner.
Og så er filmen ikke engang nået til det store marked i Tyskland endnu. Her er premieren fastsat til oktober måned. Også Japan, Østrig og Portugal venter i spænding på filmen, mens befolkningen i Holland og Belgien kan læne sig tilbage i biografsæderne fra på fredag.
Herhjemme kan vi glæde os til den 18. september. Her får to'eren, 'Pigen der legede med ilden', premiere.
'Luftkastellet der blev sprængt', som er sidste del af trilogien, har premiere til november.