Der skal være sammenhæng mellem penge og det antal undervisningstimer, som de studerende får tilbudt.
Derfor skal rektorerne på landets universiteter nu til lommeregneren og tælle timer, skriver Politiken.
I et brev til universitetsrektorerne kræver videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K), at rektorerne dokumenterer, hvad de har brugt de ekstra penge til, som de har fået via taxameterkroner i 2010 og 2011.
"Jeg har en stor interesse i at sikre de studerende mere og bedre undervisning. Det er derfor, vi har løftet taxametrene - og det skal universiteterne levere," siger ministeren, efter flere skriverier i aviser om, at ikke alle universiteter giver de studerende særlig mange timer.
Bl.a. kunne Politiken berette, at nogle uddannelser kun tilbyder otte til ti ugers undervisning på et helt semester.
Sagen får formanden for universiteternes rektorkollegium Jens Oddershede til at sige, at man derfor går i gang med at indsamle data fra 2009, så man har et udgangspunkt for det, der skal måles.
Kilde: Politiken