En fod solidt plantet på speederen og et potent regnskyl direkte ned på forruden.
Den kombination kan være dødsensfarlig for bilister på de danske veje.
Og når et voldsomt skybrud torsdag aften ruller ind over landet, så er der grund til at være forsigtig.
Det mener specialkonsulent Søren Troels Berg fra Sikker Trafik.
"Hvis der kommer et skybrud eller meget kraftig regn, så skal man sætte farten ned. Dels fordi, man skal kunne orientere sig, og dels fordi man hurtigt kan komme til at aquaplane og miste kontrollen helt," siger han til Newspaq.
Men det går ikke at stå på bremsen, understreger han. For så er man til fare for de bagvedkørende.
"Det er en balancegang at finde den rette hastighed, for hvis man bare stopper, så kan ens medtrafikanter ikke se, man holder der, hvis det regner meget. Det ideelle er, hvis alle ligesom bliver enige om at køre samme lave hastighed," siger Søren Troels Berg.
Aquaplaning eller dækslip sker, når bilen på grund af vådt føre mister vejgrebet.
Et vandlag mellem hjul og vej nedsætter friktionen, så bilen glider af sted nærmest som en slæde.
Fænomenet kan opstå mange steder, hvis der f.eks. falder regn hurtigere end det kan nå ned i en kloak.