Selv om Danmark har tabt to ud af tre kampe og er gået videre til mellemrunden ved EM i håndbold i Serbien med nul point, er vores medaljedrømme ikke slut.
Indrømmet, drømmene er langt væk, men de lever stadig i teorien og i hjertet på de mest inkarnerede håndboldfans.
Et par af dem arbejder på sporten.dk, og de har udarbejdet følgende scenarie som ifølge redaktionen er det mest sandsynlige af flere scenarier.
For at gå videre til semifinalerne skal Danmark først og fremmest slutte blandt de to øverste i gruppen, som indeholder seks hold:
Tyskland: 4 point
Serbien: 4 point
Polen: 2 point
Makedonien: 1 point
Sverige: 1 point
Danmark 0 point
Det betyder, at Danmark skal vinde sine tre resterende kampe mod Tyskland, Makedonien og Sverige med overbevisende målscore. Der skal altså bankes masser af mål ind.
Dernæst skal Serbien hente mindst tre point, Polen skal tabe til Tyskland, som til gengæld skal tabe til Makedonien, hvilket vil give følgende stilling:
1: Serbien: Mindst 7 point
2: Danmark: 6 point (Danmark vinder andenpladsen på bedste målscore)
3: Polen: 6 point
4: Tyskland: 6 point
5 og 6: Sverige og Makedonien
Kilde: sporten.dk