Der var dramatik i Odense, da OB i gårsdagens sene kamp tog imod Brøndby.
Brøndbys Michael Krohn-Dehli så rødt efter godt en halv times spil, da han gik ind i en tackling med OB's Rurik Gislasson.
TV-billederne viste, at udvisningen var noget hård, og efter kampen var Brøndby-træner, Henrik Jensen, heller ikke helt tilfreds med dommerens præstation.
"Det så lidt mærkeligt ud. Men sidst vi havde Michael Svendsen, skulle jeg også ud og kommentere på hans kendelser. Jeg gider ikke, at diskutere hans dommer-præstationer," sagde han efter 1-1-kampen til Onside.
Kampens dommer, Michael Svendsen, måtte indrømme, at tv-billederne viste et andet billede af situationen.
"På banen ser jeg et strakt ben og er derfor ikke i tvivl om, at der skal gives rødt kort. TV-billederne viser, at et gult kort havde været mere på sin plads," sagde Svendsen.
I Aalborg måtte nedrykningstruede AaB nøjes med 0-0 mod Horsens, og efter kampen var nordjyderne tydeligt utilfredse med deres egen præstation.
"Det var forårets dårligste kamp. Vi havde hverken idéerne eller kreativiteten til at åbne op for Horsens' forsvar. Kvaliteten af de indlæg, vi slog, var ikke godkendt," sagde træner Kent Nielsen til Sporten.dk.
Længere syd på - i Haderslev - fik FC Nordsjælland en tiltrængt sejr. Efter 2-0 sejren over Sønderjyske glædede nordsjællænderne sig, men spillets æstetik fik ikke mange plusser.
"Det er meget sjældent, at Sønderjyskes kampe bliver sjove at se på, når man spiller mod dem. Jeg er ked af at sige det," sagde Morten Wieghorst efter sejren.
Rundens sidste kamp bliver spillet i aften, når Lyngby møder Esbjerg.
Kilder: Onside og Sporten.dk