Per Bjerregaard har fået et voldsomt tilbagefald i sin kræftsygdom.
Faktisk har leukæmien, som plager den 64-årige Brøndby-bestyrelsesformand, sendt ham i sygesengen på hospitalet, så han kan modtage den nødvendige behandling, skriver B.T.
Det sker på et uhyre kritisk tidspunkt for den traditionsrige danske storklub, som han står i spidsen for. Brøndby står netop nu uden direktør, event- og marketingschef, kommunikationschef og økonomidirektør. Desuden mangler fire ud af syv medlemmer i bestyrelsen.
Selvom Per Bjerregaard - ifølge B.T.'s kilder - er hårdt medtaget i øjeblikket, er der ingen grund til at dramatisere situationen, lyder det - der er ikke tale om et akut livstruende tilbagefald. 'Mr. Brøndby', som han kaldes, stod tidligere på året frem med sin kræftsygdom og fortalte, at helbredsprocessen skred frem.
"Jeg har ikke nogen forventning om, at det vil påvirke min dagligdag væsentligt - heller ikke her i Brøndby. Det er gået meget godt, for nu at sige det på jysk," lød det.
2. december venter en ekstraordinær generalforsamling i den hårdt prøvede Vestegnsklub.