Buschauffører landet over truer i morgen med strejke, fordi de ikke vil finde sig i at betale 5.000 kroner for et lovpligtigt kursus ud af egen lomme.
Det står dog ikke klart her onsdag aften, hvilke buslinjer der rent faktisk vil blive ramt af strejken. Det vil først blive klarlagt, når chaufførerne i morgen tidligt møder på job.
Fra trafikselskabet Movia i København lyder opfordringen, at man holdet sig orienteret på moviatrafik.dk, på P4's morgenradio eller via rejseplanen.dk.
Du kan også gøre som 45.000 andre busrejsende; nemlig tilmelde dig MitMovia på hjemmesiden. Så får du en sms, hvis din bus ikke kommer. Endelig kan rejsende i hovedstaden kontakte Movia på telefon 36131415.
Hvis din bus vitterlig er aflyst kan du i København faktisk tage en taxi på Movias regning. Rejsetidsgarantien bliver nemlig opretholdt, forklares det fra informationsafdelingen.
Blot skal du huske, at kun rejser forsinket mere end 20 minutter op til 300 kroner fra stoppested til stoppested dækkes. Altså ikke noget med at bestille en taxi til hjemmeadressen.
Bor du ikke i hovedstaden skal du tjekke med dit lokale trafikselskab om de opretholder garantien. Det er nemlig ikke tilfældet alle steder.
Fra Århus og Østjylland lyder det, at man kan holde sig orienteret på midttrafik.dk. Hold ellers øje med busoperatøren i dit lokalområde.