Er du bange for, at larmen på din arbejdsplads kan ødelægge din hørelse, så mål selv efter med din mobil.
Det svenske Arbejdstilsyn, Arbetsmiljöverket, har lavet app’en Buller, der kan måle, hvor meget støj der er på ens arbejdsplads.
Det kan der være god grund til, for der er stadig mange, der får høreskader på jobbet
LÆS OGSÅ: Hva? Få års støj gør dig halvdøv
De svenske grænseværdier for støj er de samme som de danske, så app’en kan sagtens bruges.
Arbejdsmiljøkonsulent Jan Toft Rasmussen i fagforeningen Dansk Metal bruger selv Buller.
”Den er fin, hvis man vil tjekke, om en bestemt maskine larmer for meget, eller hvor på maskinen, larmen kommer fra,” siger han.
Arbejdsgivere skal fjerne støj
I Dansk Metal har man prøvet at sammenligne mobilmålingerne med deres professionelle udstyr, og der er en lille usikkerhed på mobilmålingen. Det kan mest variere efter hvilken telefonmodel, man har.
Jan Toft Rasmussen mener, man kan bruge målingen som et fingerpeg, hvis man vil tjekke, om der er problemer. Man skal stå, hvor man plejer og så holde telefonen med mikrofonen vendt mod støjen.
Ser det ud til at være galt, kan man gå til sin arbejdsmiljørepræsentant eller ledelsen.
”Hvis støjen ligger over 85 decibel, så har arbejdsgiveren pligt til at sørge for selv at få målt støjen med rigtige måleredskaber og bringe den ned,” siger Jan Toft Rasmussen.