En kædereaktion, en borgmesterkædereaktion. Det er det foreløbige resultat for Socialdemokraterne efter gårsdagens kommunalvalg.
Seks byråd mangler fortsat at konstituere sig, og lukkede studehandler samt lokumsaftaler kan naturligvis altid genåbnes. Men som billedet ser ud lige nu, ser det ultrarødt ud.
16 ekstra borgmesterposter er den øjeblikkelige status for Helle Thornings tropper - en borgmesterpostvækst på 37 procent. Og den regning skal betales i Løkkeland - her ser der ud til at blive en manko på 13 poster, en tilbagegang på 37 procent.
Når status gøres op i de afgjorte 92 kommuner, ser borgmesterbilledet sådan ud:
Socialdemokraterne: 56
Venstre: 22
Konservative: 11
SF: 2
Radikale: 0
Borgerlister: 1
I Holbæk røg den sidste radikale borgmester i svinget. Vestager & co. har dog en enkelt borgmestertitel at gøre godt med endnu, nemlig Klaus Bondams i København. Men den titel er mere af navn end af gavn - teknisk set er en borgmestertitel i København blot det, der i andre magistratstyrede kommuner kaldes en rådmand. Den enestes ægte borgmester er derfor overborgmester Frank Jensen.
Guldborgsund Kommune i det sydøstlige Danmark ser ud til at blive den eneste kommune med en borgerlisteborgmester. Her har socialdemokraterne måttet aflevere bynøglen til listen "Det Ny Guldborgsund". Og at listen her overhovedet kom til magen, skyldes borgmester Kaj Petersen store tur i pressestormvejr, hvor Ekstra Bladet har givet ham prisen for 'Bedste byrådsskandale".
Det er nemlig ved at være slut med borgerlister efter de mange kommunesammenlægninger. Nærdemokratiet er blevet mere regionalt; i Ringkjøbing-Skjern Kommune er der eksempelvis over 100 km fra den ene til den anden ende af kommunen, og så har man ikke længere nødvendigvis så meget til fælles med alle sine kommunefæller.
Nyhedsbureauet Newspaq arbejder intenst på at få de sidste seks borgmesterposter navngivent. Artiklen her opdateres derfor løbende.