Det er sjældent, at et OL bliver afholdt så tæt på Danmark, som det er tilfældet i år.
Og hvis du er fristet til at opleve den legendariske sportbegivenhed på tætteste hold, er det ikke frygten for en skyhøj hotelregning, der skal holde dig tilbage. Det skriver rejseliv.dk.
Når OL i London starter på fredag 27. juli, er det nemlig muligt at overnatte i storbyen langt billigere, end byens hoteller ellers lagde op til.
Forventningerne om, at der ville blive stor kamp om tag over hovedet og en seng, fik således hotellerne til at skrue priserne op til næsten det dobbelte af det normale i OL-perioden.
Men som turistmyndighederne forudså, holder gæsterne sig indtil videre væk, og derfor har det fået hotellerne til at sætte priserne ned med en trediedel.
Hotel-bookingsiden Hotels.com har offentliggjort de gennemsnitlige priser for London-hoteller lige nu, og de viser, at priserne for eksempelvis en-stjernede og tre-stjernede hoteller er faldet med henholdsvis 38 procent og 24 procent.
Ifølge Hotels.com er forventningen, at priserne vil falde yderligere de kommende dage.
Hotelbranchens hjemmeside TravelClick vurderer, at en fjerdedel af Londons hotelværelser vil stå tomme under OL.
Kilde: rejseliv.dk
Den gennemsnitlige pris for en overnatning mellem 27. juli og 12. august er en uge før OL 1.395 kr. Det er et fald fra 1.528 kr. i starten af juli og et fald fra 1.930 kr. i starten af juni.
Kilde: rejseliv.dk