"Benny Engelbrecht synes efterhånden, Bendtsen-sagen er helt grotesk...," står der på socialdemokraten Benny Engelbrechts Facebookprofil.
Af den grund har folketingsmedlemmet netop stillet ti ministre samme enslydende spørgsmål, nemlig om de har deltaget i jagter eller golf, som de er blevet inviteret til af virksomheder, bestyrelser eller andre erhvervsfolk.
"Det er meget logisk, at vi lige får afklaret, om der skulle være andre, der har problemer," siger Benny Engelbrecht, der hentyder til de seneste dages megen medieomtale af tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), der mistænkes for at have modtaget jagt- og golfrejser fra virksomheder.
"Nu har Bendt Bendtsen-sagen jo været meget omtalt og også forsvarsministeren har været omtalt i forbindelse med en jagt i Letland, så derfor er det meget oplagt lige at få klaret, om der er andre, der har været i forbindelse med noget tilsvarende," forklarer Benny Engelbrecht til Newspaq.
Han har allerede fået svar fra både undervisnings- og justitsministeren, der siger, at de ikke har været i forbindelse med noget af den karakter.
Så nu afventer han svar fra de resterende otte ministre, og han mener ikke, at han skyder med spredehagl.
"Jeg synes, det er meget rart i den her situation, at vi får afklaret, om nogen skulle have været involveret i tilsvarende episoder, og har man ikke nogen problemer i forhold til det her, så må det også være rart at kunne svare som undervisningsministeren, at der ikke er noget i den her sammenhæng."
Ministrene er ifølge Benny Engelbrecht tilfældigt udvalgte, og der er ingen særlig grund til, at der ikke er kvinder blandt de adspurgte ministre, der omfatter alle de mandlige ministre undtagen statsministeren og udenrigsministeren.
"Jeg har med vilje ikke stillet de to spørgsmål af den her karakter, fordi der har været så meget fokus på dem i den senere tid, og jeg synes også, der skal være en vis arbejdsro i forbindelse med Nato-processen."