Søværnets helikoptere er gamle og slidte. De 30 år gamle helikoptere af typen Lynx har blot været i luften i en femtedel af den tid, som det firma, der skal vedligeholde maskinerne, har lovet.
Den kraftigt nedsatte flyvetid skyldes, at fire ud af Søværnets otte helikoptere slår revner og ikke kan flyve. Det er klart utilfredsstillende, mener Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen.
"Der har været iværksat reparation af både motorer og skrog, så at helikopterne begynder at revne, er slet ikke godt nok. Vi er blevet lovet 10.000 flyvetimer, men har kun fået 2.000. Ansvaret må falde tilbage på dem, der har stået for opgaven med at holde helikopterne flyveklar," siger Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen til Newspaq.
De danske Lynx-helikoptere skal bistå Søværnet i bekæmpelsen af pirateri ud for kysten i Somalia. Når Søværnet ikke også kan udnytte luftrummet, er det sværere at løfte opgaven, mener John Dyrby Paulsen.
"Det er altså et stort handicap for indsatsen, at man ikke kan operere i luften. Jeg mener, at dem, der ikke har leveret varen, må gribe til lommerne og sikre, at vi får de flyvetimer, vi er blevet lovet. Der må sidde nogen derude med gevaldigt røde ører," siger forsvarsordføreren.
Der er indgået et forlig i Folketinget om at købe nye helikoptere, der kan afløse de nedslidte Lynx. Hvor mange penge og hvilken type helikopter, vil John Dyrby Paulsen ikke løfte sløret for på nuværende tidspunkt.