Hvis der sker et terrorangreb på en af Danmarks øer på linje med Utøya-massakren i Norge, så kan politiet få en helikopter i luften inden for et kvarter.
Og en helikopter vil kunne nå ud til at alle steder i Danmark på under en time.
Politiet herhjemme får nemlig hjælp fra Flyvevåbnet, hvis man har brug for en helikopter. De har fire helikoptere, som kan tages i brug - for eksempel hvis der sker et terrorangreb på Samsø eller Bornholm.
Dermed vil man kunne komme hurtigere frem end norsk politi kunne fredag, hvor det tog dem en hel time at komme de 40 kilometer fra Oslo til øen Utøya, fordi de ikke har en helikopter til rådighed.
Politiforeningen har ellers i dag foreslået, at politiet får sin egen helikopter, hvis et terrorangreb finder sted.
Men forsvaret har altså allerede fire helikoptere fordelt rundt om i landet, som man kan tage i brug.
De tre af dem er såkaldte SAR-helikoptere (Search And Rescue) af typen EH101 Merlin - som typisk bruges til søredning og eftersøgninger. De er placeret i henholdsvis Roskilde, Aalborg og Skrydstrup, og de har hver især plads til at fragte cirka 6-8 politifolk.
Hvis et terrorangreb finder sted herhjemme i tidsrummet seks morgen til 22 aften vil helikopteren være i luften inden for 15 minutter.
Hvis der derfor sker et terrorangreb på for eksempel Samsø, så vil det tage under en halv time at komme til øen fra helikopterpladsen i Roskilde.
Sker det uden for dette tidsrum vil helikopterne være i luften inden for maksimum 30 minutter.
Dertil har forsvaret en såkaldt Fennec-helikopter med base i Karup. Den bruges til politiaktioner og bruger inden for normal arbejdstid 60 minutter, før den er i luften, mens den uden for normal arbejdstid skal bruge 90 minutter. Den har plads til at fragte to-tre politifolk.
Eftersom PET's aktionsstyrke, som typisk rykker ud til sådanne hændelser, ikke opholder sig ved helikopterne, så skal der bruges ekstra tid på at hente dem.
PET ønsker ikke at oplyse, hvor aktionsstyrken befinder sig.