Borgerne har krav på at vide, hvis deres kommune har investeret penge i en tobaksvirksomhed, fastslår Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup.
Det sker, efter at avisen Kommunen har afsløret, at blandt andet København, Frederiksberg, Horsens og Odense har investeret millioner i udenlandske tobaksproducenter samtidig med, at man bruger store beløb på rygestopkurser.
- Kommunerne er altid de bedste til selv at forvalte deres formue, men jeg kan godt forstå, hvis der nu melder sig et behov for, at kommunerne forklarer deres investeringspolitik for borgerne, siger Simon Kollerup.
Han erkender kommunernes behov for at forvalte deres formuer med et godt afkast, men han mener alligevel, at man skal se på de retningslinjer, der ligger til grund for investeringerne.
- De ligger i kommunens investeringspolitik, og måske var det på plads at få forklaret kommunernes investeringspolitik for kommunens borgere, siger Kollerup.
- Uanset hvor mange penge man kan få i afkast, er der nogle typer af investeringer, som en politisk organisation som en dansk kommune må forholde sig aktivt til og forklare sin holdning til. Det gælder blandt andet tobak, våben, alkohol, siger han.
Københavns Kommune har investeret mindst 3,2 millioner kroner, Odense har for omkring tre millioner kroner og Horsens for en million kroner, mens Frederiksberg Kommune har investeret for cirka en kvart million krone r i tobaksindustrien.