Slankepiller bør ikke kunne købes i håndkøb, efter at det er kommet frem, at raske normalvægtige unge vil købe slankepiller uden recept, selvom de slet ikke har brug for at tabe sig.
"Jeg synes, at det er en bekymrende udvilkling. Vi har før fået slankepiller fjernet fra håndkøb, fordi vi kan se, de bliver brugt forkert, og der ikke er lægeligt opsyn med det, og det synes jeg også, at vi skal kigge på i denne sag," siger socialdemokraternes sundhedsordfører, Sophie Hæstorp Andersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun vil nu kalde ministeren i samråd.
"Jeg vil stille spørgsmålet til sundhedsministeren nu, om ikke det er på sin plads, at også dette slankemiddel kommer på recept, således vi sikrer os, at de der bruger slankepiller, tager slankepiller eller har behov for det, de er under lægeligt opsyn," fastslår hun.
Selvom der ikke decideret er skadelige stoffer i et slankemiddel, mener sundhedsordføreren alligevel ikke, at det nødvendigvis er smart at have det i håndkøb.
"Sådan som jeg har forstået det, er problemet med den pågældende slankepille, at den udvasker alt fedt i den mad, man spiser. Det kan samtidig betyde, at man skyder en masse ting ud, der er næring og vitaminer, og det kan føre til fejlernæring," advarer Hæstorp Andersen.