Danske læger udskriver med rund hånd slankemiddelet Regenon til overvægtige danskere.
For fem år siden var kun 109 personer i behandling med pillerne, sidste år var tallet steget til over 3.000. Det skriver bladet Tænk.
Regenon minder om speed og har bivirkninger som blodpropper, psykoser og ligefrem dødsfald.
Fedmeforsker professor Bjørn Richelsen forstår ikke, at lægerne giver de omstridte piller til flere og flere.
"Det er meget mere fornuftigt, at henvise patienterne til en diætist eller selv lave et forløb til dem med kost og fysisk aktivitet," siger Bjørn Richelsen.
Og nu skal Sundhedsstyrelsen ser nærmere på, hvorfor lægerne udskriver så mange af slankepillerne.
"Vi kan se et forbrug af disse piller som er svært uhensigtsmæssigt og som tyder på, at der kunne være nogle patienter, der bruger dem til doping eller er blevet afhængige af dem," siger overlæge dr. med Mogens Laue Friis, som er formand for Medicintilskudsnævnet under Sundhedsstyrelsen.