Om kort tid fremlægger Socialdemokraterne og SF den fremtidsplan, der skal konkurrere med gårsdagens 2020-plan fra regeringen.
Den røde plan bygger på de to partiers fælles plan Fair Løsning - og dermed de omdiskuterede 12 minutter, som danskerne skal forlænge deres arbejdsdag med.
Det skriver Børsen.
"Nu har regeringen lagt deres vej frem, og vi har sagt, hvad vi vil på det her punkt. Vi vil nu regne vores plan frem til 2020 og udfolde vores vækstplaner mere," siger Helle Thorning-Schmidt til Børsen .
Socialdemokraternes formand anerkender, at der skal findes 47 milliarder kroner i planen. Men der bliver ikke tale om en reform af efterlønnen eller en stramning af velfærdsaftalen om, hvornår danskerne kan gå på folkepension.
Hvis Helle Thorning-Schmidt skal stå i spidsen for en kommende regering, så står det klart, at regeringens 2020-plan bliver annulleret.
"Det er helt sikkert, at vi vil rulle forringelserne for efterlønsmodtagere og folkepensionister tilbage," siger hun til Jyllands-Posten.
Hvis ikke, det lykkes at få opbakning i fagbevægelsen til 12 minutters længere arbejdstid om dagen, så kommer det til at koste fyringer, varsler Helle Thorning-Schmidt.
"Der skal findes 15 mia. kr., og hvis man ikke vil gøre det på den ene måde, altså arbejde mere, må man jo gøre det på en anden måde, og der er kun to måder. Enten at man skærer i den offentlige sektor, eller at man går til mere voldsomme reformer," siger Helle Thorning-Schmidt til Jyllands-Posten.