Integrationspolitikken har længe været den helt store sten i skoen, men nu er Socialdemokratiet og SF for første gang enige om en fælles integrationsplan.
Ifølge Jyllands-Posten vil planen blive præsenteret torsdag på Socialdemokratiets sommergruppemøde i Silkeborg.
Planen er ikke udtryk for total enighed mellem de to partier på alle områder, men den rummer ifølge avisen 14 konkrete punkter, hvor partierne er enige, blandt andet om bekæmpelse af ghettoer, spredning af tosprogede børn i skolen, sprogscreening, maks. 30 elever i skoleklasserne.
SF er derimod stadig imod regeringens stramme regler for familiesammenføring, som Socialdemokratiet har tilsluttet sig, men partiet vil ifølge Jyllands-Posten ikke kræve dem ændret under en S-ledet regering.