I morgen mødes politikerne for at fordele de mange milliarder i den såkaldte Globaliseringspulje, men regeringen skal opgive forslaget om nedskæringer i børnechecken, ellers kommer de politiske forhandlinger ikke længere.
Regeringen foreslår på forhånd at skære i børnepengene til forældre, hvis 15-17-årige børn ikke er i arbejde eller under uddannelse, skriver politiken.dk.
Men Socialdemokraterne og de radikale vil sammen blokere for den fem-seks milliarder kroner store aftales andre punkter på uddannelsesområdet, hvis ikke forslaget trækkes i land.
Det vil ramme de svageste, mener Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen.
"Det vil gå ud over forældre, der er ufaglærte og med en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Igennem en lang årrække har vi set, at regeringen forsøger at straffe sig ud af al ting, men at straffe dem ved at tage børneckecken fra dem er helt urimeligt, og det vil vi ikke være med til," siger han til Newspaq.
I stedet bør skoler og kommuner hjælpe de unge til job og uddannelse, mener både Socialdemokraterne og de radikale.
De politiske forhandlinger omkring Globaliseringspuljen har indtil videre været i modvind omkring finansieringen af nybyggeri og renovering af universiteternes laboratorier. Ifølge regeringen vil det koste 5,6 milliarder kroner at sætte dem i stand, da de er i enorm dårlig stand.
Renoveringen skal finansieres af tre milliarder fra Globaliseringspuljen, men det vil Socialdemokraterne og de radikale ikke gå med til.
"Puljen er tiltænkt et løft i forskningsaktiviteterne, basismidler til universiteterne og uddannelsestaxametre. Den skal ikke bruges til at lappe huller med", siger videnskabsordfører Kirsten Brosbøl (S).