Justitsminister Brian Mikkelsen (K) fremlagde i går det 'servicetjek', der skal bringe politiet tættere på borgerne, men det klinger noget hult for Karen Hækkerup, der er retsordfører for Socialdemokraterne.
"Det var jo derfor, vi lavede reformen i første omgang," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Tirsdag var Dansk Folkepartis Peter Skaarup ude og varsle, at der skal rulle hoveder i kølvandet på den forfejlede politireform, men den galej er Karen Hækkerup ikke med på.
"Den som sidder med hovedansvaret for reformens forlis, det er Lene Espersen, og hun sidder jo nu i Økonomi- og erhvervsministeriet, så dér får vi jo ikke noget ud af at jagte hende," påpeger Hækkerup.
Samtidig minder hun om, at Lene Espersen nu er formand for de Konservative, hvilket kun gør det endnu mere utopisk at kræve Espersen stillet til ansvar.
Lige nu vil Karen Hækkerup afvente, hvad regeringen finder mest nødvendig at gøre i den videre proces for at bringe politiet tilbage på sporet.
"Men man skal huske, at et godt politi ikke blot er et spørgsmål om kroner og øre. Derfor vil vi især ligge vægt på, at politiets ledelse bliver ført up to date," siger Karen Hækkerup.
Hækkerup er desuden fortørnet over, at hun først fik Rigspolitiets rapport få timer, før Brian Mikkelsen fremlagde den for pressen.
-Newspaq