Valgkampen i Danmark nærmer sig afslutningen. Men netop som mange herhjemme er ved at få nok af tv-debatter, valgplakater og politiske budskaber i brevkassen, involverer udlandet sig. I hvert fald svenskerne.
For at give Helle Thorning det sidste skub, er der kommet omkring 50 svenskere til Købehavn, hvor de deler materiale ud i byen, stemmer dørklokker og tager på organiserede besøg på kollegier.
En af de frivillige er den aktive, svenske socialdemokrat Sepideh Nekomanesh, og for hende er det naturligt at tage til Danmark for at dele valgmateriale ud.
"Danmark er altid vigtig for Sverige. I er vores naboland, og vi følger det som sker i Danmark tæt," siger hun til Newspaq.
Og det er ikke kun Socialdemokratiet, der tager godt i mod de frivillige svenskere, fortæller hun:
"Det at vi er fra Sverige vækker nysgerrighed. De svenskere der er her, har fået meget positive reaktioner, og folk er meget flinke. Det er lidt specielt, at vi ikke er fra Danmark, men er meget engagerede i det danske valg, synes de".
Danmark får ikke særbehandling, de frivillige svenskere har nemlig også hjulpet Arbeiderpartiets valgkamp i Norge.
Sepideh Nekomanesh fortæller, at der også er folk fra Norge og Holland i København for at hjælpe til.
Svenskerne bliver efter planen i landet til fredag, og valgfesten skal holdes sammen med DSU og Socialdemokratiet.