Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann løber fra sit ansvar, når hun kun vil tale om fattigdom som "et større overordnet begreb" og ikke vil forholde sig til tal, der viser, at der er kommet 40 procent flere fattige børn i Danmark, siden regeringen trådte til.
Det siger Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen, der vil have Karen Ellemann til at tage ansvar.
"Ministeren taler udenom. Der er nu 50.000 børn i Danmark, der lever i fattigdom hver eneste dag, og det er Karen Ellemanns ansvar at få taget det opgør med fattigdommen, sp alle børn i Danmark får nogle ordentlige livsbetingelser," siger hun til Nyhedsbureauet Newspaq.
Tal fra AE-rådet viser, at 40 procent flere børn lever i relativ fattigdom i forhold til år 2001. Karen Ellemann afviser over for Information at forholde sig til tallene, men hun anerkender, at der er udsatte børn i Danmark.
Hun mener dog, at regeringen allerede har sat initiativer i gang, der kan afhjælpe problemerne, som for eksempel fritidsplads til børnene eller økonomisk rådgivning til de voksne.
Økonomisk rådgivning til folk, der ikke har nogen penge at rutte med, hjælper ingenting, mener Mette Frederiksen.
"Hvis de initiativer var gode nok, ville vi jo ikke se så voldsom en stigning i antallet af børn, der lever i fattigdom. Det er 50.000 børn, vi taler om i Danmark i år 2009, og det er selvfølgelig ikke godt nok," udtaler hun.
Til gengæld har S-ordføreren tre konkrete forslag til, hvordan børnene kan hjælpes.
"For det første skal de alt for lave sociale ydelser afskaffes. For det andet skal vi have indført en egentlig fattigdomsgrænse i Danmark, og så skal vi for det tredje forbyde, at børnefamilier i landet kan gøres hjemløse," foreslår Mette Frederiksen over for Newspaq.