Forskellen på rig og fattig i Danmark bliver stadig større. Over en kvart million danskere lever i dag under OECD's fattigdomsgrænse på 250 kroner om dagen efter skat.
Fra 2001 til 2006 er der blevet 55.000 flere fattige i Danmark. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Finn Kenneth Hansen har forsket i fattigdom og siger til Politiken:
"Måske kan man klare sig et enkelt år i fattigdom, men ligger man der i over tre år i træk, begynder man at mærke afsavn. Så forlænger lånene sig, børnene kan ikke komme på udflugter med skolen, møblerne forfalder. Og det er der, fattigdom virkelig viser sig," forklarer Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse.
Undersøgelsen viser også, at hver fjerde fattige har været under fattigdomsgrænsen i minimum tre år.
Og selvom 250 kroner om dagen måske ikke lyder så slemt set i et internationalt perspektiv, er det alligevel svært for mange.
"Det er relativt, for de er ikke fattige i forhold til dem i Afrika. Men de har så meget mindre og færre muligheder end den gængse dansker, at det er vanskeligt for dem at leve et liv, som man lever det i Danmark," forklarer direktøren for AE-Rådet, Lars Andersen.