- Jeg har ikke en eneste tand tilbage. Jeg har selv rykket dem ud. Det er for dyrt for mig at gå til tandlæge.
Sådan fortæller en af Sønderborgs narkomaner, som JydskeVestkysten har talt med.
Han fremviser sine gummer og bekræfter Udsatterådet i Sønderborgs erfaring: At en del borgere jævnligt selv må punktere tandbylder eller bruge en knibtang på sig selv, fordi de ikke har penge til akut tandpleje.
Den kommunale gadesygeplejerske Linda Holst Petersen støder også på de mennesker, som selv har forsøgt at ordne tænderne.
- I de knap to år, jeg har været ansat som gadesygeplejerske, har jeg oplevet det 10 gange. Både, at nogle selv har trukket tænder ud, og at de selv har forsøgt at behandle en tandbyld. De forsøger at klare det selv med f. eks skruetrækker eller tang, siger hun til JydskeVestkysten.
Det er muligt at søge om støtte til tandbehandlingen ligesom flere kommuner har særlige gratis tilbud til udsatte borgere. Men ifølge formanden i Udsatterådet i Sønderborg Kommune, Jørgen Jørgensen, kan det tage for lang tid, hvis de udsatte har en akut tandpine.
Kommunen vil nu se på, om de kan gøre noget yderligere for de udsatte.