Tom Cruise og Katie Holmes har lige været på svip-tur til Europa, hvor parret besøgte det tyske hovedkvarter for scientology i Berlin og så vennen David Beckhams afskedskamp for Real Madrid.
Under det besøg har den engelske avis The Sun opsnuset, at Katie Holmes allerede er gravid igen.
Det er bare 14 måneder siden, at hun fødte parrets første lille pige, Suri Cruise.
En kilde fortæller avisen:
»Katie og Tom er lykkelige over, at der er en ny baby på vej. Hun stråler af lykke.«
The Sun har også opsnuset, at da parret så så deres nye bedste ven, David Beckham, vinde det spanske fodboldmesterskab, var Tom ikke særligt interesseret i fodboldkampen.
Han var til gengæld meget mere interesseret i sin kone, som bar en løsthængende kjole som ifølge avisen skjulte en lille topmave.
Parret var med til efterfesten, og selvom sprutten flød i stride strømme, skulle Katie Holmes have holdt sig tilbage med alkoholen, som det sig bør for en vordende mor.