Så er der endnu en grund til at lægge smøgerne på hylden. En svensk undersøgelse viser nemlig, at kvinder, der ryger og er smittede med HPV-virus, har dobbelt så stor risiko for at få livmoderhalskræft end kvinder, der ikke ryger. Den seksuelt overførte HPV-virus er årsag til stort set alle tilfælde af livmoderhalskræft, og en dansk undersøgelse viser, at 20-30 procent af alle unge, danske kvinder er smittet med HPV. Hos de fleste forsvinder virussen indenfor 6-12 måneder, men nogle udvikler svære celleforandringer, som kan blive til livmoderhalskræft.
»Resultaterne viser, at HPV-positive rygere havde dobbelt så stor risiko for at udvikle svære celleforandringer sammenlignet med HPV-positive kvinder, der aldrig havde røget. Og jo tidligere rygedebut og jo flere år, der blev røget, jo større var risikoen,« forklarer Susanne Krüger Kjær, der er professor i Kræftens Bekæmpelse og på Rigshospitalet.
Omkring 400 danske kvinder udvikler hvert år livmoderhalskræft.
Det er i dag muligtat få en vaccine, der kan forebygge op til 70 procent af alle livmoderhalskræfttilfælde. Vaccinationen skal helst foretages, inden kvinden bliver seksuelt aktiv.