De russiske medier har søsat en koordineret hetz-kapgne mod Michael Laudrup forud for Spartak Moskavs kvartfinalekamp mod FC Dynamo i den russiske pokalturnering.
"Efter det skamløse nederlag til FC Moskva høres der flere og flere opfordringer om at fyre Spartaks cheftræner, Michael Laudrup. Det er ikke kun pokalen, der er på spil, men også cheftrænerens job," skriver netavisen dni.ru.
Selv Igor Rabiner, der er fodboldreporter for Sports Express og Spartak-fan, mener, at det er på tide at veje Laudrups præstationer.
"Alene for udskiftninger i UEFA-Cup'en mod Tottenham ville enhver anden træner få revet indvoldene ud - for slet ikke at tale om nederlagene til FC Kuban og FC Moskva, siger han.
Ifølge Ekstra Bladet får kritikken dog ikke Spartaks ejer Leonid Fedun til at ryste på hånden. Han vil beholde Laudrup resten af sæsonen. Spartaks fans tager da også hetzen med samme ro.
"Det kan være hvem som helst - lige fra de andre klubbers tilhængere til tidligere trænere, som føler sig fornærmet. Eller det er rivaler, der ønsker at afløse Laudrup som træner," siger Oleg Mosfilmovskij, der er talsmand for Spartak-fans, til avisen.
Talsmanden er overbevist om, at hetzen er bestilt arbejde, fordi de russiske medier sagtens kan bestikkes.