Normalt er et russisk valg med Vladimir Putin på kandidatlisten mere eller mindre en teknikalitet, der skal overstås.
Men det vil Mihail Prokhorov nu lave om på.
Den russiske rigmand har nemlig besluttet sig for at stille op i en direkte duel med Vladimir Putin til det kommende præsidentvalg.
Det skriver britiske BBC.
"Jeg har truffet den mest seriøse beslutning i mit liv. Jeg stiller op som præsident," lød det ifølge BBC fra Prokhorov på en pressekonference i dag.
Valget om at udfordre den russiske, politiske legende kommer øjensynligt på et godt tidspunkt, eftersom adskillige russere i lørdags gik på gaden og krævede en ny regering. Demonstrationerne var de største i adskillige år, og Putins parti United Russia ligger kun lige akkurat til at beholde sit flertal.
Mikhail Prokhorov er med sin formue på omkring 100 milliarder kroner den tredjerigeste mand i Rusland ifølge Forbes Magazines seneste opgørelse. Prokhorov er desuden ejer af det amerikanske basketball-hold New Jersey Nets.
Kilde: BBC