Protesterne mod det påståede valgsnyd tager til i Rusland. I morgen ventes op imod 50.000 russere på gaden.
Det bliver så som så med julefreden i Moskva gader i morgen, hvor op imod 50.000 mennesker ventes på gaden for at demonstrere mod den valgsnyd, som de mener fandt sted under parlamentsvalget for tre uger siden.
Protestleder Alexei Navalny siger i et interview med Reuters, at føler sig overbevist om, at protesterne ikke vil stoppe, men blot tage til i styrke.
"Jeg er overbevist om, at én million mennesker er klar til at tage del i protesterne," siger han og fortsætter:
"De stjal en million stemmer i Moskva alene. Jeg tror, at disse mennesker er svært utilfredse med det, der skete, og jeg tror, at de er klar til at forsvare deres rettigheder - også ved at gå på gaden," siger han.
Alexei Navalny fører an i protesterne lørdag, kun få dage efter sin løsladelse. Han blev idømt 15 dages fængsel for at 'forhindre retfærdigheden' under en protest tidligere på måneden.
Demonstranterne kræver, at parlamentsvalget skal gå om. En opfordring som Sovjets tidligere leder Mikhail Gorbatjov, også støtter op om.
Den 10. december var der 100.000 på gaden i de største protester siden Sovjets opløsning.