Ruslands overhus har enstemmigt vedtaget en lov, der vil forbyde amerikanere at adoptere russiske børn.
Loven er gengæld for en amerikansk lov, der straffer russere, som krænker menneskerettighederne.
Præsident Vladimir Putin har kraftigt antydet, at han vil underskrive den nye lov, som også rammer andre områder.
Den ulovliggør flere private organisationer i Rusland, der modtager økonomisk støtte fra USA, og forbyder indrejse for amerikanere, der krænker russiske borgeres rettigheder.
Loven gør det også muligt at indefryse amerikaneres penge, der er anbragt i Rusland.
Den er svar på den amerikanske Magnitskij-lov, som præsident Barack Obama underskrev tidligere på måneden.
Den nægter russiske menneskerettighedskrænkere indrejse i USA og gør det muligt at indefryse ethvert beløb, som de samme personer har anbragt i USA.
Vedtagelsen i det russiske overhus, Føderationsrådet, skete med 143 stemmer mod nul.
Selv om Putin signalerer, at han er klar til at underskrive loven, så har udenrigsminister Sergej Lavrov og en vicepremierminister advaret om, at den kan være i strid med internationale aftaler.
Sergej Magnitskij, som den amerikanske lov er opkaldt efter, var en russisk advokat, der afslørede korruption i Ruslands øverste ledelse.
Han blev anholdt og sad varetægtsfængslet i næsten et år.
Kort før politiet var forpligtet til at ophæve varetægtsfængslingen i slutningen af 2009, døde han under endnu uopklarede omstændigheder i sin celle.
Menneskerettighedsorganisationer mener, at han blev torteret til døde.
/ritzau/Reuters