Da det syv år gamle toilet på den Internationale Rumstation ISS i sidste uge gik i stykker, fik tre astronauter lidt ekstra sved på panden. For det er temmelig vigtigt, at tingene virker, når man svæver ude i rummet.
Heldigvis er det kun et problem med den del af toilettet, der samler flydende affald, skriver AP. Så det er kun når astronauterne skal tisse, at de må finde på alternative løsninger.
Indtil videre har astronauterne tilsluttet et posesystem til det ødelagte toilet. Men det er kun en midlertidig løsning.
- Ligesom i ethvert andet hjem er det naturligvis vigtigt, at badeværelset fungerer, siger Nasas talsmand Allard Beutel til AP.
Men hjælpen er snart på vej. på mandag kommer rumfærgen Discovery på besøg på rumstationen ISS. Hvis Discovery kan få plads, tager de reservedele til et nyt toilet med, oplyser Nasa.