En amerikansk-europæisk rumsonde blev tidligt mandag sendt ud i rummet på en løfteraket fra Cape Canaveral i Florida i USA.
Den 1,8 ton tunge sonde, "Solar Orbiter", som skal udforske Solen, er blevet opsendt i et samarbejde mellem Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA, og Nasa, den amerikanske rumfartsadministration.
Rummissionen kan komme til at vare ni år eller længere.
Det er håbet, at sonden kan give ny viden om Solens atmosfære, vind og magnetfelter. Derudover vil den for første gang nogensinde fotografere Solens poler.
Rumsonden vil passere Venus og Merkur, før den når en maksimal fart på 245.000 kilometer i timen og går ind i en bane omkring 42 millioner kilometer fra Solens overflade.
Hvert halve år vil sonden komme tættere på Solen end Merkur - i en afstand på omkring 42 millioner kilometer. Her er temperaturerne på op til 500 grader celsius.
"Solar Orbiter" vil ved hjælp af tyngdekraft fra Jorden og Venus slynge sig ind i en bane, hvor den bliver i stand til at tage billeder af Solens poler.
- Man føler sig pludselig forbundet til hele solsystemet, siger ESA-forskeren Daniel Müller.
- Man er her på Jorden, og vi har sendt noget op, som kommer tæt på Solen.
Rumsondens instrumenter skal foretage et stort antal observationer af udbrud på Solen. Udbruddene sender store mængder af stråling og partikler ud i rummet.
Milliarder af kraftigt ladede partikler skaber blandt andet det spektakulære nordlys. Men de kan også skabe store forstyrrelser i radarsystemer, radionetværk og sommetider også for satellitters kommunikation.
- Missionen vil gøre os i stand til at finde svar på store videnskabelige spørgsmål om vores stjerne, og dens data vil hjælpe os med bedre at kunne beskytte vores planet mod udfordringerne fra rumvejret, siger Günther Hasinger fra ESA i en pressemeddelelse.
Interessen for rumvejr har været stigende i de senere årtier. Det har blandt andet stor betydning for astronauter og satellitter i rummet.
Den største registrerede solstorm, som er en midlertidig forstyrrelse af Jordens magnetosfære, ramte Nordamerika i 1859. Her blev store dele af kontinentets telegrafnetværk sat ud af kraft. Fænomenet farvede himlen, så det kunne ses så langt væk som i Caribien.
- Vi er i stigende grad afhængige af, hvad der sker i rummet, og derfor er vi mere afhængige af, hvad der sker på Solen, siger Etienne Pariat, som er forsker på CNRS-observatoriet i Paris.
- Hvis man forestiller sig, at blot halvdelen af vores satellitter i rummet blev ødelagt, ville det være en katastrofe for menneskeheden, påpeger en anden forsker, Matthieu Berthomier, på Plasma Physics-laboratoriet i Paris.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP