Den blev annonceret som en kamp i supermellemvægt, men i virkeligheden vejede Rudy Markussen ind som en letsværvægter, da han lørdag aften i Jyske Bank Boxen i Herning slog ungareren Daniel Regi ud i første omgang.
Og det er også den vægtklasse, som Rudy Markussen fremover vil bokse i, fastslog han bagefter.
- Sidste gang mod Brian Magee var jeg nødt til at sidde i sauna i to dage før indvejningen, og man kunne se en kæmpe forskel i forhold til indvejningen den her gang, hvor jeg var langt friskere, og det kunne jeg også føle i ringen, siger Rudy Markussen.
Men hvad hvis promotor Sauerland ønsker han skal fortsætte i supermellemvægt?
- Der er kun en, der bestemmer det, og det er mig, siger Rudy Markussen, der så alligevel åbnede en dør på klem.
- I sidste ende kan det selvfølgelig altid være et spørgsmål om antallet af nuller.
Hvad fremtiden mere specifikt kommer til at bringe for Rudy Markussen, vil blive aftalt i samarbejde med manager og promotor efter jul. Men han er klar til at gå i ringen snart igen.
- Jeg tager gerne flere tune-up kampe, jeg kan godt bokse i starten af februar igen, siger Rudy Markussen.
Ungarske Daniel Regi gav ikke Markussen meget modstand foran et storjublende publikum i Jyske Bank Boxen.
- Jeg vidste, at han havde gode parader, så jeg satte venstrehooket ind til kroppen. Jeg var overrasket over, at han overhovedet kom op første gang, for jeg kunne se, han led, siger Rudy Markussen, der boksemæssigt ikke lærte det store af kampen.
- I forhold til hvor jeg står, lærte jeg ikke en skid. Men hele opbygningen og træningen op til kampen og stemningen, som var fantastisk, det kan jeg tage med. Den slags giver erfaring, siger Rudy Markussen.
/ritzau/