Når den svenske prins Carl Philip og hans forlovede Sofia Hellqvist lørdag skal sige ja til hinanden, tegner det til, at et tredje royalt familiemedlem også får en fremtrædende rolle.
Flere svenske medier beretter, at prins Carl Philips treårige niece og guddatter, prinsesse Estelle, får rollen som ringbærer under det storstilede eventyrbryllup.
Ifølge den svenske presse har prinsesse Estelle desuden været med til en del af de generalprøver, der de seneste dage har fundet sted op til lørdagens bryllup i Slottskyrken på det kongelige slot i Stockholm.
Det svenske kongehus vil dog hverken be- eller afkræfte prinsesse Estelles rolle i forbindelse med brylluppet.
- Vi offentliggør navnene på de børn, der skal bære ringene, lige op til brylluppet, hvis ikke på selve dagen, siger talskvinde for det svenske kongehus, Margareta Thorgren ifølge Hello! Magazine.
Prinsesse Estelle er datter af kronprinsesse Victoria og prins Daniel og har dermed en fremtid som dronning af Sverige i vente.
/ritzau/FOKUS