David Schwimmer, der er bedst kendt for sin rolle i tv-serien Venner, skal giftes.
Ross og Rachel fik hinanden i sidste afsnit af den populære tv-serie, men i virkeligheden har Schwimmer (Ross) forelsket sig i en langt yngre kvinde.
Bruden, der skal gå op ad kirkegulvet, er den 19 år yngre fotograf Zoe Buckman. Det skriver usmagazine.com.
Parret mødte hinanden i London, hvor Schwimmer var i byen for at instruere komediefilmen 'Run Fatboy Run' i 2007.
Den 43-årige skuespiller og instruktør har aldrig været gift før, hvilket også er tilfældet for hans 24-årige kæreste.
Bryllupsplaner er dog ikke det eneste, som Schwimmer har i tankerne lige nu. Han har nemlig lagt skuespillet lidt på hylden for at kaste sig over jobbet som filminstruktør.
Næste projekt er filmen 'Trust' med Clive Owen i hovedrollen.