Rygterne om Metallicas koncert på dette års Roskilde Festival blev i sidste uge punkteret, da bandet selv offentliggjorde, at de giver koncert i Århus 13. juli og derfor ikke på Dyrskuepladsen.
Til gengæld har Roskilde Festival nu offentliggjort fire nye heavy-navne, så metalhovederne igen i år kan lokkes til Dyrskuepladsen.
Det største af de fire bands er trash-metal -kongerne Slayer, der i omkring 25 år har henrykket metal-fans med deres brutale udladninger.
Bandet er tilbage i deres oprindelige besætning, som de kendes fra de klassiske metalplader ’Reign in Blood’ og ’Seasons in the Abyss’.
Amerikanske Mastodon meldes også klar. Det er et metalband, der værd at holde øje med. Deres album ’Blood Mountain’ fra 2006 har høstet stor anerkendelse i vide kredse.
Herudover blev Cult of Luna og Pelican offentliggjort, som begge er nyere bud på, hvordan metallen i dag skal skæres.