Der er efterhånden ikke megen hjælp eller medlidenhed at hente fra Københavns politikkere. Men nu får de unge fra det hedengange ungdomshus på Jagtvej hjælp fra musikken.
I et nyt samarbejde vil Roskilde Festival og de unge lave et nyt Ungdomshus på årets Roskilde Festival, der åbner for gæster søndag den 1. juli - mens musikken først rigtigt begynder torsdag den 5. juli. Det er også fra denne dag, det bliver muligt at se Roskildes nye Ungdomshus.
-
Ungdomshuset i København var en eksplosion af kreativ energi og en
vigtig kulturel undergrundsplatform i Danmark. Det ønsker vi at
afspejle på festivalen, lyder begrundelsen i en pressemeddelelse fra festivallen.
I det nye hus kommer der til at være en række events og dokumentarfilm om BZ-bevægelsen. Samtidigt bliver der solgt tøj, som præsenteres som politiske kreationer . Huset bliver konstrueret af et stillads, hvor væggene formentlig bliver presenning, som skal males - muligvis så det kommer til at ligne en by. Hvordan huset endeligt kommer til at se ud ligger dog ikke fast endnu. Det oplyser festivallens talsmand Esben Danielsen, som ikke ser noget problem i at genopføre det kontroversielle hus.
- Det er selvfølgelig kun os, der bestemmer, hvad der er af aktiviteter på Roskilde Festival, siger Esben Danielsen.
Ungdomshuset vil blive genopført ved den urbane scene, Roskilde Cosmopol.
Læs mere om det nye Ungdomshus her