Farvel og tak. Det er beskeden fra SF'eren Andreas Røpke til hans gruppe i regionsrådet for Region Hovedstaden.
Hans farvel kommer efter, at SF'erne i regionsrådet underkendte den politiske aftale, der overraskende gjorde den kun 25-årige Andreas Røpke til formand for Region Hovedstaden. I stedet kan den nuværende regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S) fortsætte på posten.
Andreas Røpke er stærkt utilfreds med, at hans gruppe har underkendt den konstitueringsaftale, han forhandlede hjem natten efter regionsvalget i sidste uge. Den unge politiker mener fortsat, at han har overholdt alle sine aftaler.
"SF's bestyrelse vedtog den 19. oktober et mandat for konstitueringsforhandlingerne, som blev indfriet fuldt ud i den aftale, som jeg forhandlede hjem på valgnatten. Hvis Socialdemokraterne havde været indstillede på at give politiske indrømmelser, så havde vi lavet en aftale med dem," skriver Andreas Røpke i en pressemeddelelse.
Selvom Andreas Røpke forlader gruppen, fortsætter han dog stadig som medlem af SF, skriver Berlingske Tidende.