Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech var for to måneder siden klar til at hente irakiske kvoteflygtninge, som led i en fælles europæisk gen-bosætning af irakiske flygtninge fra Syrien og Jordan.
Men nu vil ministeren i stedet hente burmesiske flygtninge i Malaysia, skriver Politiken.
Ministerens kovending får nu den radikale leder, Margrethe Vestager, til at kræve en redegørelse af sagen.
"Jeg har den nagende mistanke, at det her handler om indenrigspolitik. Birthe Rønn vil ikke stå i en situation, hvor hun smider irakere ud med den ene hånd og henter dem til Danmark med den anden", mener Margrethe Vestager.
"Derfor skal Folketinget vide, hvad det er for et grundlag, som pludselig gør, at burmesiske flygtninge bør foretrækkes frem for irakere," understreger hun.