Firenationersturneringen i Polen endte godt for Danmarks ishockeylandshold og Danmarks nye landstræner, Heinz Ehlers.
I søndagens afsluttende kamp vandt danskerne med 1-0 over Norge, der var været modstander i mange tætte dramaer på isen i de senere år.
Efter næsten tre målløse perioder scorede Aalborgs Martin Højbjerg, da der manglede seks minutter af den ordinære spilletid.
Steffen Klarskov stod for afleveringen, der bragte Højbjerg i scoringsposition, og nordjyden sendte pucken forbi Henrik Holm i det norske mål.
Det var Heinz Ehlers' første sejr i sit nye job.
Tidligere i turneringen var Danmark bagud 0-1 til Polen, da kampen mod værtsnationen blev afbrudt på grund af problemer med isen.
Det blev fulgt op lørdag af et nederlag til Østrig på 1-2 efter forlænget spilletid.
/ritzau/