Liverpool-angriberen Luis Suarez havnede endnu en gang i overskrifterne på kontroversiel vis, da han søndag scorede et vigtigt mål i 2-1-sejren ude over Mansfield i FA Cuppens tredje runde.
Den indskiftede spiller fra Uruguay brugte tydeligt hånden, da han scorede til 2-0, men han får alligevel opbakning fra Liverpools manager, Brendan Rodgers.
- Jeg har lige set det igen, og der er ingen tvivl om, at der var hånd på, men dommeren vurderede, at det ikke var med vilje, siger Brendan Rodgers til Sky Sports.
Luis Suarez brød igennem og fik en afslutning blokeret af Mansfield-målmanden Alan Marriott.
Angriberen tog returbolden med hånden og sparkede bolden ind i et tomt mål.
Tv-billederne gav ingen entydig opbakning til tesen om, at Suarez var uskyldig i situationen, da han stoppede bolden med sin udstrakte højre hånd.
Brendan Rodgers mener dog ikke, at angriberen skulle have gjort dommeren opmærksom på, at han havde brugt hånden.
- Det var ikke med vilje. Bolden sprang op og ramte ham på hånden. Det er op til dommerne at afgøre det.
- Naturligvis var det uheldigt for Mansfield og heldigt for os, at vi fik målet, men det var en meget professionel indsats af os, vurderer Brendan Rodgers.
Luis Suarez har tidligere vist evner som håndboldspiller på en fodboldbane.
Ved VM i 2010 reddede han bolden på målstregen med hånden i sidste minut af Uruguays kvartfinale mod Ghana, som brændte det efterfølgende straffespark.
Suarez blev udvist, men Uruguay vandt derefter straffesparkkonkurrencen og blev nummer fire ved VM.
Luis Suarez var dog karantæneramt i semifinalen efter udvisningen mod Ghana.
/ritzau/