En flytning endte i dag på fortovet med ansigtet nedad og hænderne i håndjern for tre rockere på Amager.
Mændene havde hyret et par flyttemænd, men under flytningen kom de af uvisse årsager op at skændes, skriver ekstrabladet.dk.
De tre rockere blev så hidsige, at de overfaldt flyttemændene med en kølle, hvilket fik flyttemændene til at tage flugten.
Og det var ikke kun flyttemændene, der fik rockernes vrede at føle.
"Det er korrekt, at der opstod uoverensstemmelser under en flytning. Vi har anholdt tre personer for et kølleoverfald på to mænd og for også at have smadret en bil med køllen," lyder det fra Københavns Politi overfor ekstrabladet.dk.
Anholdelsen var ifølge netavisens udsendte også særdeles dramatisk, for de tre køllebevæbnede mænd, ville ikke uden lige lade sig bringe til stationen, og det krævede lidt af en kamp, før de tre blev lagt i håndjern.
Særligt én af de to ofre for rockernes utilfredshed, kom til skade og blev kørt til sygehuset.