Rockerne i Esbjerg nøjes ikke med at køre på motorcykel og pudse rygmærkerne.
Den vestjyske by er blevet tilholdssted for rockere fra Hells Angels og Guardias Diablos. Og det ser nu ud til at resultere i masser af ballade og overarbejde til ordensmagten.
Her til aften måtte Syd- og Sønderjyllands Politi rykke ud og stoppe et masseslagsmål. Klokken 19.00 tæskede to grupper løs på hinanden på Strandby Plads i Esbjerg.
"Politiet blev alarmeret klokken 19.07 og har på nuværende tidspunkt anholdt cirka 16 personer, man mener har været indblandet i slagsmålet. Det skønnes, at omkring 20 personer i alt har været involveret i slagsmålet," oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
To er kvæstet efter slagsmålet og nu er området afspærret, så politiet kan samle spor.