Toårsdagen for drabet på den 19-årige Osman Nuri Dogan var en festdag i rockerklubben Hells Angels.
Det er kommet frem i retssagen mod den 25-årige AK81'er, der er tiltalt for at have skuddræbt den 19-årige.
"I morgen er en festlig dag. Det er to år siden, Osman Nuri Dogan fik en kugle. Så mon ikke vi fester på Vest 1 (Vestre fængsel, red.)," stod der i et brev, som den 25-årige sendte til en fængslet HA-rocker, skriver ekstrabladet.dk.
Brevet blev dog opfanget af politiet.
Den 25-årige nægter sig skyldig i drabet, der startede den blodige bandekrig mellem indvandrerbander og Hells Angels. Brevet var bare for sjov, lyder hans forklaring i Retten i Glostrup.
"Det var bare for sjov. Det er vores humor," siger den tiltalte i retten.
AK81'eren, der har iransk baggrund, forklarer, hvor presset han er.
"Jeg er jaget vildt. Det er ikke sjovt, når alle indvandrere i Danmark er efter mig. De kalder mig forræder og morder," siger han ifølge ekstrabladet.dk.
Han forklarer også, at han føler sig presset af politiet, der siger, at hans liv er i fare.
Den 25-årige har tidligere været involveret i et drabsforsøg mod ham og kendis-rockeren Brian Sandberg, hvor de blev beskudt på en café.
Kilde:ekstrabladet.dk