Det kører på skinner for den pladeaktuelle Robbie Williams. Nu planlægger han også at fri til sin kæreste gennem tre år.
Ayda Field har stjålet den charmerende britiske stjernes hjerte, og han giver hende meget af æren for, at han er kommet gennem sit alkohol- og stofmisbrug og sluppet af med sine dæmoner, skriver FemaleFirst.
Han insisterer på, at hun er hans soulmate og er klar til at falde til ro med den amerikanske skuespillerinde.
Til det engelske show 'Loose Women', siger han:
"Jeg planlægger måske et frieri. Ja, det kunne ligge i kortene."
Ayda Field har ellers tidligere afvist at gifte sig overhovedet, efter hun har været vidne til moderens ulykkelige ægteskab og frygtelige skilsmisse. Men måske hun ombestemmer sig, når Robbie falder på knæ foran hende.
Robbie Williams er aktuel med albummet 'Reality Killed The Video Star', som kom på gaden i Danmark i går.